Pris for tekstforfattere

Hvad koster en tekstforfatter?

Du kan hyre en billig tekstforfatter til stort set ingen penge. Nogle beregner deres pris pr. ord, pr. side eller pr. time.

Det er tit muligt at få skrevet tekster for mindre end én krone pr. ord eller 100 kroner i timen.

Du kan finde billige tekstforfattere på sider som Worksome og Amino eller blandt de studerende på den nærmeste uddannelse med marketing eller tekst som hovedingrediens.

hvad koster tekstforfatter timepris projektpris

Men som du måske har oplevet i andre sammenhænge, er prisen ikke det eneste, man skal tage højde for.

Hvis du bare skal bruge en tekst med et bestemt omfang, kan jeg anbefale en endnu billigere løsning.

Den hedder Lorem Ipsum eller fyldtekst, og du kan fx finde din favorit hos Shopify.

Seriøst! Der findes endda én med citater fra Monty Python & The Holy Grail! Hvad vil du mere her i livet?

Ja, ok. Måske vil du faktisk have, at din tekst skal mere end at fylde noget?

Skal din tekst læses? Deles? Konvertere læsere til kunder?

Så vil det være klogt af dig at se på mere end prisen. En professionel tekstforfatter, som lever af sit fag, vil give dig den tekst, du har brug for til opgaven — og rådgive dig om dine andre behov.

Professionelle tekstforfattere vil typisk give dig en fast pris på den enkelte opgave.

Og i modsætning til studerende eller fritids-tekstforfattere, vil du kunne vælge én, som kender til din branche.

Du sparer altså tid på at oplære en nybegynder i dit speciale.

Ulempen ved en freelance tekstforfatter til timepris

Apropos tid: Mange potentielle kunder spørger mig, hvad min timepris er.

Det ærlige svar er, at den varierer fra opgave til opgave. For jeg giver mine kunder en fast pris på tekstopgaver.

Nogle gange kan jeg tjene langt over 1.000 kr. i timen. Andre gange er det en del lavere.

Som kunde risikerer du et meget usundt samarbejde, når du går efter den lave timepris.

For vi har alle kun et begrænset antal timer til rådighed. Og selvfølgelig skal vi tjene til dagen og vejen i løbet af de timer.

Du er interesseret i, at timeantallet holdes lavt. Tekstforfatteren er interesseret i at tjene nok – og få timerne op.

Jeres motivation og interesser peger derfor i forskellige retninger.

Lyder det sundt?

De fleste tekstbureauer sætter en rimelig timepris, men skriver tid på dit regnskab, hver eneste gang de tænker på dig, holder møder om dig, læser mails fra dig eller på anden måde har brug for at få deres interne regnskab til at gå op.

Som erfaren tekstforfatter vil man blive mere effektiv med årene.

Med en afregning i timepris vil det betyde, at man enten skræmmer nye kunder væk med en meget høj timepris eller tjener mindre i takt med at man bliver dygtigere.

Giver det mening?

Nej. Timepris er på alle måder en dårlig model for afregning.

Til gengæld er projektpris en fornuftig løsning for begge parter.

Tekstforfatter til projektpris

Når du hyrer en professionel tekstforfatter, investerer du i en tryg og effektiv fagperson.

Du kender prisen på forhånd, og din tekstforfatter er motiveret til at arbejde effektivt.

Et lille eksempel fra et andet fag:

Jeg købte mit første hus i 2014. Boligadvokaten skulle have lige under 5.000 kr. Det var hans projektpris, som inkluderede alle de ting, han skulle tage sig af.

Projektprisen er det bedste for både hans kunder og ham selv.

Af og til vil der være en kunde, som brokker sig over hvert eneste forbistrede komma i slutsedlen. Den kunde er uden tvivl en dårlig forretning.

Men langt de fleste kunder vil stole på hans professionelle vurdering, bruge meget lidt af hans tid og derfor være en god forretning.

Måske brugte han kun to timer på min hushandel. Måske var det nærmere én time af hans egen tid og en time af hans sekretærs tid.

Så kan han tjene 25.000 kr. om dagen på de gode hushandler.

Fedt for ham!

Det kan virke som mange penge, men når man skal købe et hus til over en million kroner, er små 5.000 pludselig et beskedent beløb at sætte af.

Som en investering i min tryghed. Både i forhold til huskøbet og i forhold til advokatregningen.

Uanset om du sælger huse, livskvalitet, advokatydelser eller noget helt fjerde, vil det være en god investering at hyre en professionel til projektpris.

Tekstforfatteren er sikker på at kunne leve af sit arbejde, fordi du betaler for mere end selve skriveprocessen. Og så længe du får den værdi, du betaler for, kan det vel være lige meget, hvad din tekstforfatter tjener.

Med ro i maven kan tekstforfatteren gennemgå dine kundedata, finde ud af, hvad der forhindrer din målgruppe i at blive til dine kunder – og finde de rigtige svar på målgruppens indsigelser.

Det er nemlig primært i researchfasen, at tekstforfatterens værdi ligger.

Uden dyb research kan du ikke være sikker på at få den tekst, du har brug for.

Værdien af en tekstforfatter

De dygtigste tekstforfattere i verden tjener millioner af amerikanske dollars om året. De kan nemt leve af royalties fra salget baseret på deres tekster alene.

De kendes som direct response eller conversion copywriters.

De konkurrerer mod hinanden om at have en control – den salgstekst, som år efter år udkonkurrerer nye salgstekster for det samme produkt eller den samme service.

Her er værdien af tekstforfatteren gjort op i øget salg. Og virksomhederne måler på salget for at gøre værdien helt tydelig.

Det er en god forretning for dem at betale flere millioner dollars til én copywriter.

For det giver dem en engageret professionel, som til gengæld sørger for, at de kan omsætte for hundredvis af millioner dollars.

Til gengæld er det ikke ualmindeligt, at de sætter måneder af til at læse alle bøger om det emne, produktet eller servicen udbydes inden for.

En stor, international undersøgelse fra 2019 har vist, at kun omkring 7 % af de deltagende tekstforfattere får royalties.

I Danmark er der mig bekendt heller ikke mange tekstforfattere, som får royalties.

Vi har i højere grad tradition for, at der afregnes for den enkelte opgave. Det er også sådan, jeg afregner mine kunder.

Mange af de mest erfarne marketers taler om, at din marketings værdi kan deles op i 40/40/20.

  • 40 % af din succes afgøres af den liste, du skriver til
  • 40 % af det tilbud, du skriver om
  • 20 % af den kreative del

Den erfarne herre Brian Kurtz, som har været ansvarlig for udsendelsen af over to milliarder stykker direct mail, mener snarere, at fordelingen er 41/39/20.

Du kan sagtens sælge et halvdårligt tilbud til de rigtige modtagere.

Du kan også godt sælge et virkelig godt tilbud til modtagere, som egentlig ikke er klar til at købe noget.

Men hvis du vil have stor succes, skal du ramme de rigtige modtagere på det rigtige tidspunkt med et virkelig godt tilbud – OG sørge for at samarbejde med en dygtig tekstforfatter, som forstår at binde det hele sammen.

Mangler du en konkret pris på teksterne til dit projekt?

Book et gratis videokald, så jeg kan høre mere om det.

Efterlad en kommentar